Tænk før du taler for dine ord/udspil kan nedgradere mennesker

I december søgte jeg ind på politikens debattør- og kritikerskole 🙂 Jeg kom ind. Derfor har jeg nu skrevet tre debatindlæg. De er ikke udgivet i Politiken, men jeg vil gerne udgive dem her på bloggen. Jeg håber I vil tage godt imod dem.

Debatindlæg 3:

Tænk før du taler, for dine ord/udspil kan nedgradere mennesker

Da regeringen udsendte sit nye ghetto udspil, sendte det en ubehagelig følelse af magtesløshed og frustration gennem min krop.

En frustration over at vi mennesker hele tiden dømmer og bedømmer hinanden. En magtesløshed over at vi ofte ikke selv er herre over, hvordan vi bliver bedømt. Når jeg ser en flok unge mænd på gaden med anden etnisk baggrund end dansk, så kommer jeg nogen gange til at tænke, er de er ude på ballade. Så snart jeg har tænkt tanken, bliver jeg vred og skuffet over mig selv. Hvorfor tænker jeg sådan om nogen mennesker, jeg overhovedet ikke kender, blot fordi de har en anden hudfarve, end mig? Vil jeg have tænkt sådan om en flok hvide unge mænd? Desværre er svaret nej, og det må vi gøre noget ved. Vi skal stoppe med at lave ghetto udspil, der udstiller bestemte befolkningsgrupper som noget bestemt. For ved at udstille dem risikerer vi, at fastlåse dem og gøre dem til noget eller nogen de ikke er. Ved at tale om dem på en bestemt måde er vi som samfund med til at forme, hvordan de i fremtiden kommer til at se sig selv, og hvordan vi som samfund ser dem. Ord kan forme tanker, og tanker kan forme handlinger. Jeg oplever hver eneste dag, hvad ord og handlinger gør ved mig. Når folk ser kørestolen, før de ser mennesket i den. Når de henvender sig og kun spørger til mit handicap og aldrig til mit navn. Når de aer mig på kinden og siger, det hele nok skal gå. De nedgraderer mig med deres blikke og bemærkninger, selvom jeg ved, at de fleste gør det med den bedste intention, fordi de blot ønsker at vise deres omsorg eller medlidenhed. Når det rammer mig så hårdt, tør jeg ikke tænke på, hvor hårdt det må være at hedde Mohammed, have brun hud og bo i en ghetto. Vi skal have stoppet retorikken om, at mennesker med handicap er nogle stakler, og at borgere i ghettoen er kriminelle. Hvis vi starter med at tale ordentligt om og med hinanden, forsvinder parallelsamfundet hurtigere, end med regeringens nye ghetto udspil.

Debatindlæg 2:

Alle kan da tørre røv!

I 9. klasse ville min veninde være SOSU-assistent, når hun fortalte det til sin omgangskreds, svarede de fleste: Vil du ikke andet med dit liv? De fleste kan da tørre røv.

Det gør mig vred, at nogen tænker sådan om den profession. I det hele taget er det trist, at vi om nogle professioner tænker: det kan alle da blive, det er ikke særlig svært. I princippet kan du i Danmark blive lige, hvad du vil, når dine karakterer er høje nok. Men fordi man kan blive alt, betyder det jo ikke, at man egner sig til alt. At blive en god SOSU-assistent kræver: tålmodighed, empati og høj faglighed. Det er ikke bare at kunne tørre røv.

Det kræver, at man er villig til at have skiftende arbejdstider med lave lønninger. Man skal nå det hele på den halve tid. Tiden er knap, så man når udelukkende det praktiske hos fru Jensen, hendes nybryggede kaffe er der ikke tid til. Sidst, men ikke mindst, skal man samtidig OGSÅ forsvare sig mod andres fordomme mod det erhverv, man brænder for at udfylde. Jeg har muskelsvind og har brug for hjælp 24 timer i døgnet, så jeg ved, hvor vigtigt det er, at mine ansatte er dygtige til deres job.

Så derfor bakker jeg op om min venindes ønske om at blive SOSU-assistent. Jeg er stolt over, at nogle mennesker har så godt et hjerte og et stort omsorgsgen, at de trodser fordomme og urimelige krav og sætter en ære i at passe på vores ældre. Jeg har ikke en entydig løsning på, hvordan vi giver mere prestige og respekt til de, der uddanner sig til SOSU-assistenter. Men noget skal der ske. Hvad enten det er højere lønninger, bedre arbejdsvilkår eller viden om deres egentlige arbejdsopgaver! Lad os starte, hvor vi kan: med at tale ordentligt og respektfuldt om det erhverv, vi alle en dag kan blive afhængig af.

Debatindlæg 1:

Et tak koster intet

Hvor ofte viser du din taknemmelighed? Siger du tak til kassedamen, når du modtager din bon eller når nogen holder døren for dig? For mig kan et tak betyde, at jeg føler mig set og hørt og det tror jeg vi alle har brug for at føle engang imellem. Når jeg f.eks har lavet mad til mine venner og de siger tak for mad, så føler jeg mig betydningsfuld. Det er ofte kun et lille tak, der kan gøre en stor forskel. Det koster intet at sige tak og det gør heller ikke ondt. Prøv det.Tak.