Sommerregn og vandpytter

Duften af sommerregn er en af de dejligste dufte jeg kender udover nyslået græs. Det minder mig om dengang jeg hoppede rundt i vandpytter som barn. At finde den største og dybeste vandpyt på vejen, var det bedste. Den kildrende fornemmelse i maven lige inden jeg hoppede så højt jeg kunne, for at se hvor langt vandet vil nå op af min krop! Vil dråberne ramme mig i ansigtet, eller vil de kun nå til mine knæ. Det var lige spændende hver gang. Næsten den samme følelse får jeg, når jeg sammen med min hjælper kører i min bil. Hvis vi køre hurtigt igennem en vandpyt. Hvor langt når vandet op af bilen? op til ruderne eller rammer det kun under bilen?

Vand har altid fascineret mig. Det kan være så fantastisk at være i og skræmmende på samme tid. På stranden er der bølger og understrøm der kan trække dig med. Heldigvis findes der også svømmehaller hvor vandet ikke på samme måde har helt sit eget liv. Når jeg er i svømmehallen føler jeg mig fri og fanget på samme tid. For med det samme jeg kommer i vandet (i et varmtvandsbassin, hvor jeg kan holde varmen) kan jeg bevæge mig frit uden hjælp. Vandet bærer min vægt så jeg kan gå rundt. Jeg ligner godt nok en frø der er sunket sammen, men jeg kan da bevæge mine ben og holde hovedet over vandet. Men desværre går der ikke længe før jeg får svært ved at trække vejret fordi jeg ikke kan rette mig op, da min krop har taget form af at sidde ned og mine ben ikke længere kan rettes ud. Det er så ambivalent på en og samme tid at føle sig fanget og fri. Lidt ligesom TV2 synger: fri som fuglen i sit bur. Jeg er fri så længe jeg er i vandet, men når jeg er der for længe eller når jeg skal op igen, så fanger tyngdekraften mig og min krop bliver igen hjælpeløs.

Hjælpeløsheden og afmagten er det værste jeg kender. Den minder mig om hvor skrøbelig jeg er som individ. Heldigvis minder den mig også om, at jeg har brug for andre mennesker og hvis jeg spørger om hjælp, så får jeg den. Hjælpeløsheden minder mig om at mennesker har brug for hinanden. Jeg tror at en af de værste ting vi mennesker kan gøre mod os selv, det er ikke at turde at bede om hjælp. Vi eller jeg undskylder det med at jeg ikke vil være til belastning, vi og jeg glemmer bare at den der hjælper ofte også bliver glad for at kunne hjælpe, for når man hjælper et andet menneske, så føler man sig ofte noget værd. Man kan ligefrem komme til at føle sig betydningsfuld. Så gå ud i sommerregnen og hop i vandpytter og hvis du ser en der har brug for hjælp, så hjælp hvis du kan.