Du kan ikke redde hele verden, men du kan redde nogens verden

mother-teresa

Du kan ikke redde hele verden, men du kan redde nogens verden. Du kan være en forskel, for en anden. Den danske filosof og teolog Løgstrup skriver i sin bog: den etiske fordring: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker…

 

Jeg er altid blevet opdraget med at man skal tænke sig godt om inden man kommer med kritik og kun give den hvis den er konstruktiv. Men ros kan man aldrig give for meget af, hvis det handler om oprigtig anerkendende ros. Det er så nemt at brokke sig og kritisere andre mennesker for hvad de gør galt eller hvad de burde gøre. Men hvor tit husker vi f.eks. at sige, tak for rigtig god service, smile lidt ekstra til kassedamen, eller fortælle vores forældre, søskende og venner, hvor meget vi holder af dem og at vi ikke kunne forestille os et liv uden dem. Det lyder STORT, og det er det også! For vi mennesker, vil jeg påstå, er aldrig noget hver for sig. For hvis vi er hver for sig, så er vi ALENE. Alene og forladte. Der er ingen der for alvor vil leve alene. Mennesker trenger mennesker.

 

Denne sætning bliver brugt i min absolutte ynglings serie til dato, SKAM! I går sluttede SKAM og jeg tudbrølede. Både fordi SKAM nu ikke kommer tilbage på skærmen, men mest fordi den slutter med så smukt og så vedkommende og til alle tider vigtige budskab! Frygt spreder sig, men det gør kærlighed også! Så lad og sprede kærlighed frem for frygt! Lad os sende den ekstra sms til mor og far og fortælle at vi elsker dem, og gøre dem klar over at vi er stolte af at de har været med til at gøre os til dem vi er. Ring op til din bedste ven eller veninde og fortæl om hvorfor han/hun betyder noget i dit liv. Smil til en du ikke kender på gaden, eller fortæl den næste person du går forbi med noget tøj du synes er fedt, at vedkommende har god stil. For hvem vil ikke blive glad for at vide det.

 

Grib chancen for at gøre noget godt for andre, i det store eller i det små. For selv de mindste og små gode gerninger, kan gøre en verden til forskel for et andet menneske. Jeg vil slutte af, med det samme budskab som jeg startede med. Du kan ikke redde hele verden, men du kan redde nogens verden. Du kan altid gøre en forskel. Spred ringe i vandet. Kast om dig med kærlighedsbobler. Husk er du er en del af verdenen og verdenen er en del af dig. Sammen kan vi skabe en bedre verden, med mindre frygt og mere KÆRLIGHED!

 

 

Her er 3 citater som alle mennesker ifølge mig, bør læse og forstå:

  • At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv – Søren Kierkegaard
  • Sand kærlighed begynder der, hvor der ikke ventes gengæld – Antoine de Saint-Exupéry
  • Hvis kærligheden er en illusion, så til helvede med virkeligheden – Elsa Gress

 

Et lille tip: Som en særlig forskel netop i dag kan du: i anledningen af ramadanens afslutning netop disse dage, gøre en stor forskel ved at ønske alle muslimer: eid mubarak.

 

beautiful-eid-mubarak-made-of-water-colors

Det sted på ryggen du ikke kan nå

images704775_tham_my_vien_thanh_quynh_21119531

Kender du det? Det klør midt på ryggen, lige præcis på det sted du ikke selv kan nå. Når du er alene er du ved at blive fuldstændig desperat og du kan ikke tænke på andet. Hvis du er sammen med en anden person, som du kender godt, kan du bede om hjælp til at blive kløet lige der, hvor du ikke kan nå. Det er den største lettelse der går igennem kroppen på dig. En tilfredsstillende følelse af at få opfyldt et kort men påtrængende behov.

Sådan har jeg det flere 100 gange om dagen, hvis jeg vælger at fokusere på, at jeg skal have hjælp til alt. For mig er hele min krop, det sted på ryggen du, ikke kan nå. Jeg kan ikke nå min egen næse, jeg kan ikke fjerne hår i øjnene. Jeg kan ikke tørre sved af panden når den drypper pga. varmen. Jeg kan ikke spise selv og er nødt til at blive “fodret” hvis jeg ikke er i nærheden af at bord (hvor jeg kan spise selv).

Så jeg kan ikke lige ta en banan med på farten, for seriøst, husk lige hvordan det ser ud når en anden person putter en banan ind i munden på dig 😉 Eller er det bare mig der synes det ser forkert eller vulgært ud?

På de dårlige dage, tænker jeg nærmest over, hver en lille ting jeg har brug for hjælp til og jeg tænker over hvad andre mon tænker om det. Heldigvis går der også på de dårlige dage “rutine” i det at skulle have hjælp til alting, så på et tidspunkt glemmer jeg det igen. Men det gør faktisk lige ondt og kan gøre mig ked af det, hver evig eneste gang jeg kommer i tanke om at der er noget jeg ikke længere kan. Derfor var det en både opløftende og nedtrykkende følelse i går at få lov til gennem en “robotarm” at kunne løfte armene igen.

Først blev jeg virkelig glad og tænkte WAUW, det er for vildt det her. Nu kan jeg endelig kaste håndtegn til SUSPEKT koncerter og smide en lap i vejret! og vise respekt på ægte hiphop manér! Men derefter blev det svært. Jeg blev bedt om en sværere øvelse, hvor jeg ikke bare skulle ha armen op i luften og kaste håndtegn, men fik besked på at prøve at få min arm ind til kroppen. Da jeg begyndte at kæmpe og blive mere og mere stædig for at få min arm ind til kroppen og den forpulede arm bare ikke vil ind til kroppen og op til hovedet, så blev jeg mødt af en mur af opgivenhed og magtesløshed, som jeg gjorde dengang min krop kollapsede og endte i en kørestol.

Den der kæmpe stædighed og viljestyrke jeg render rundt med til hverdag, den forsvandt i nogle minutter. Skakmat! Følelsen gik fra 0 til 100 og ned på minus 100! Fra at kunne lidt, til at føle at jeg kunne alt, til igen at blive banket på plads og lidt mere ned endda! At kunne mærke muskelsvind’ens sande ansigt, da min arm blev taget væk fra robotarmen og landede tungt og solidt på min hårde sorte armlæn og nærmest føltes fastlåst til min stol.

Tilbage til hverdagen, hvor jeg hver gang jeg har noget i øjet, et hår der sidder forkert eller har en bussemand i næsen, er nødt til at bede en handicaphjælper om at løfte min tunge dødvægts-arm op til min ansigt. Samtidig med at jeg forsøger at huske mine hjælpere på at stå ergonomisk korret, så de ikke skader deres ryg og at jeg som arbejdsgiver 24 timer i døgnet, sikre et godt arbejdsmiljø for mine ansatte. Heldigvis har jeg de mest fantastiske hjælpere i verden, som gør det lidt lettere at være mig og at være afhængig af hjælp 24/7. Når jeg bare kan kigge på dem og de hurtigt kan aflæse om jeg har noget i øjet eller hvis jeg beder dem om at løfte mig arm og de gør det behageligt og i det rette tempo.

Jeg føler mig lettet og taknemmelig over at leve i et land som Danmark, hvor jeg faktisk har mulighed for at få hjælp hele døgnet, og hvor jeg frit kan skrive om mine oplevelser af netop, det at være afhængig af hjælp.

Jeg kaster tit armene op i luften og kaster håndtegn til Suspekt inde i mit hoved og mit sind og den energi bilder jeg mig ind at de og mine omgivelser kan mærke. Så længe livs-gnisten er tændt, så kan jeg klare de fleste udfordringer.

haenderne-op 2017-06-11-01-03-34

Når man ikke “bare” kan ta gummistøvler på

3824233970_a945a7fa47

I onsdags mødte jeg ind på vagt som frivillig på Northside for 3 år i træk. Jeg glæder mig altid, for i check in, hvor jeg er frivillig er der altid glade og søde mennesker. Mit job består i at skulle tjekke de frivillige ind, så de kan få armbånd, t-shirt og en vandflaske, så de er klar til at give den gas på festivalen.

For 3 år siden kunne jeg selv bruge den scanner vi bruger til at tjekke de frivillige ind med, det kan jeg ikke længere, da min muskelsvind er blevet værre i armene, så nu er det min hjælper der scanner og finder t-shirt og vandflaske frem og sætter armbånd på. Jeg tjekker ID, informerer og svare på spørgsmål og sender mange brede og søde smil. Det er en god fordeling synes jeg, men det nager mig alligevel at jeg ikke længere kan scanne, at jeg har mistet endnu en fysisk funktion og der nu kan føjes en ting mere til listen over det jeg IKKE kan. Det er her mit ellers positive sind, kan komme på en alvorlig prøve. Det er når jeg mister fysisk styrke eller hvis jeg møder udfordringer jeg intet kan gøre ved. Det skete i år både i form af min mistede funktion i mine arme og i form af regnvejr og det mudder det medførte. For jeg kan ikke ligesom alle andre “bare” ta gummistøvler og regntøj på og ta på festival. Gummistøvler på kørestolens hjul vil virkelig se dumt ud og på mine fødder hjælper de ikke ret meget, kun imod regn, men de får mig ikke frem i mudderet.  Regntøj hjælper på jeg ikke bliver våd og et regnslag gør at min kørestol kan holdes nogenlunde tør. Desværre ved jeg jo også godt at stolen er elektrisk og for meget vand og mudder under stolen, vil kunne kortslutte den. Derfor bliver jeg begrænset på en helt anden måde end den “typiske” festivalgænger.

turbo_still_movie_ruler_finish_line

Det frustrerer mig så meget at det er svært at sætte ord på! Den der følelse af at der er noget man virkelig har lyst til, men man ikke kan fuldt ud. Følelsen af at være nået lige til målstregen som den første i et kapløb og lige ved målstregen kollapser du og du kan bare se den ene efter den anden løbe forbi dig. Det var den følelse jeg havde da vejrudsigten om MEGET regn, holdte stik fredag, på Northside. For at distrahere min skuffelse og afmagt over ikke at kunne komme ind på festivalpladsen for mudder, tog jeg hjem til min mor, som stod klar med lækker mad og godt selskab. Min mormor og lillebror kom også forbi, så min aften endte da i dejligt selskab. Det var et godt plaster på såret. Jeg endte dog alligevel med at køre hen til en sidevej til festivalpladsen for at forsøge at høre Frank Ocean udefra. Det var dog ikke en succes.

Lørdag blev vejret jo heldigvis lidt bedre og jeg tog chancen og kørte til pladsen. Der var kørt flis ud hele natten, men pladsen var stadig en stor mudderpøl! Heldigvis fik jeg hurtigt at vide at det nu var muligt for “os” i kørestol at få lov at køre bagom pladsen på køreplader. Det er simpelthen så GOD STIL og mega god service af Northside at give lov til det! Jeg ved fra mine 8 år på grøn koncert, at det kan skabe kaos og store udfordringer, at lade publikum færdes bag om selve koncertpladsen. Så kæmpe tak til Northside for at jeg både fik set, Thomas Helmig, Suspekt og James Blake, takket være køreplader og velvilje fra alle på Northside.

Tak fordi I gør det lidt mindre besværligt at færdes på hjul i regn og mudder. Tak fordi I gør en verden til forskel med hjælpsomhed og godt humør. Jeg håber vi ses til en TØR og SOLRIG Northside i 2018, for det er nu sjovest at kunne færdes mere frit 😉 Heldigvis er mit sind frit og åbent selvom kroppen er fanget og bundet til en kørestol. Med et åbent hjerte og et åbent sind findes der utallige løsninger på fysiske forhindringer.

ns17

2017-06-11-01-05-28

2017-06-10-22-31-46

2017-06-11-18-05-43

cira-og-anton

2017-06-10-21-04-06

Sommerregn og vandpytter

Legs of happy lad running down puddle and making splashes

Duften af sommerregn er en af de dejligste dufte jeg kender udover nyslået græs. Det minder mig om dengang jeg hoppede rundt i vandpytter som barn. At finde den største og dybeste vandpyt på vejen, var det bedste. Den kildrende fornemmelse i maven lige inden jeg hoppede så højt jeg kunne, for at se hvor langt vandet vil nå op af min krop! Vil dråberne ramme mig i ansigtet, eller vil de kun nå til mine knæ. Det var lige spændende hver gang. Næsten den samme følelse får jeg, når jeg sammen med min hjælper kører i min bil. Hvis vi køre hurtigt igennem en vandpyt. Hvor langt når vandet op af bilen? op til ruderne eller rammer det kun under bilen?

Vand har altid fascineret mig. Det kan være så fantastisk at være i og skræmmende på samme tid. På stranden er der bølger og understrøm der kan trække dig med. Heldigvis findes der også svømmehaller hvor vandet ikke på samme måde har helt sit eget liv. Når jeg er i svømmehallen føler jeg mig fri og fanget på samme tid. For med det samme jeg kommer i vandet (i et varmtvandsbassin, hvor jeg kan holde varmen) kan jeg bevæge mig frit uden hjælp. Vandet bærer min vægt så jeg kan gå rundt. Jeg ligner godt nok en frø der er sunket sammen, men jeg kan da bevæge mine ben og holde hovedet over vandet. Men desværre går der ikke længe før jeg får svært ved at trække vejret fordi jeg ikke kan rette mig op, da min krop har taget form af at sidde ned og mine ben ikke længere kan rettes ud. Det er så ambivalent på en og samme tid at føle sig fanget og fri. Lidt ligesom TV2 synger: fri som fuglen i sit bur. Jeg er fri så længe jeg er i vandet, men når jeg er der for længe eller når jeg skal op igen, så fanger tyngdekraften mig og min krop bliver igen hjælpeløs.

Hjælpeløsheden og afmagten er det værste jeg kender. Den minder mig om hvor skrøbelig jeg er som individ. Heldigvis minder den mig også om, at jeg har brug for andre mennesker og hvis jeg spørger om hjælp, så får jeg den. Hjælpeløsheden minder mig om at mennesker har brug for hinanden. Jeg tror at en af de værste ting vi mennesker kan gøre mod os selv, det er ikke at turde at bede om hjælp. Vi eller jeg undskylder det med at jeg ikke vil være til belastning, vi og jeg glemmer bare at den der hjælper ofte også bliver glad for at kunne hjælpe, for når man hjælper et andet menneske, så føler man sig ofte noget værd. Man kan ligefrem komme til at føle sig betydningsfuld. Så gå ud i sommerregnen og hop i vandpytter og hvis du ser en der har brug for hjælp, så hjælp hvis du kan.