Offer eller kriger?

Efter at ha været til foredrag med Abdel Aziz Mahmoud, skrev jeg en besked til ham, som jeg gerne vil have lov at dele her på bloggen. Det startede med at han stavede mit navn med “e” til sidst og han rettede det til et udråbstegn med hjerte, fordi mit navn er uden “e” til sidst. Her følger min besked, jeg håber du vil læse med:

Kære Abdel

Først og fremmest vil jeg bare gerne sige dig et hjertevarmt og dybfølt tak!Dette tak vil jeg gerne have lov at udbyde på trods af, at jeg er meget fan af at et tak tit står stærkest alene og uden så meget forklaring og begrundelse.

For at du forstår mit tak til fulde er jeg nødt til at fortælle dig lidt glimt fra min livshistorie.

Da jeg blev født den 23 december 1988 (3 måneder for tidligt), gav lægerne mig en overlevelseschance på 5 procent og den greb jeg! Jeg skriver det ikke så du skal få ondt af mig, jeg skriver det så du kan forstå og få et indblik i min kamp og vilje til livet! Jeg tænker ofte at når jeg kunne overleve på 5 procent, så kan jeg overleve alt.

Den indstilling fik jeg for alvor brug for 12 år senere, da jeg i december 2000 får stillet diagnosen muskelsvind. Mit liv hidtil havde været fyldt med sport 5 dage om ugen (ridning, svømning, håndbold, gymnastik og dans) og nu kom der så nogle læger der sagde at jeg på et tidspunkt vil ende i kørestol, men de kunne ikke sige hvornår! Det var som at blive smidt ud af sin egen krop og jeg forestiller mig at det nogen gange må være det samme som at flygte til et fremmed land med en ukendt fremtid i sigte.

Lige da min sygdom/handicap/muskelsvind (kald det hvad du vil) brød ud kom jeg en del i den såkaldte ghetto (Gellerup og BispeHaven) da det var her min far arbejdede som social pædagogisk chef i en ungdomsklub. Over 75 procent af klubbens medlemmer eller brugere havde en anden etnisk baggrund end dansk og jeg tror faktisk at det blev min redning (sammen med min seje mor og resten af min støttende familie). Fordi jeg med drengene i Bispehaven kunne få lov til at snakke og diskutere hvor uretfærdigt det i bund og grund er, at blive behandlet anderledes på baggrund af ens udseende (kørestol, hudfarve mm.) og hvordan vi sammen og gennem dialog kan få vendt vores selvbillede fra (stille)ofre i samfundet til (dialog)krigere der tør tale om det alle tænker men ingen tør sige højt. Ja jeg har en kørestol og nej jeg er ikke nødvendigvis dum eller venner med alle andre der også sidder i kørestol, jeg er venner med folk på grund af deres personlighed ikke deres udseende!

Den samme frustration mødte jeg hos de unge drenge når de sagde: ja jeg er udlænding og nogen gange går vi i grupper og råber højt, men vil du ikke også gøre det med dine venner? Hvorfor skal jeg hviske og gå stille med dørene, når du som bleg må råbe op og ingen bliver bange for dig? Det var så skønt at kunne dele disse frustrationer og give hinanden åbenhjertede udfordringer, jeg gav Muhammed og Abdi den udfordring at de en dag i magasin skulle holde døren for folk i kørestol og med barnevogn, de tog imod udfordringen og kom stolte og glade og fortalte at folk faktisk så dem i øjnene og sagde tak, i stedet for at vende blikket ned og skynde sig forbi. Jeg fik den udfordring at jeg bare skulle blive ved med at smile til folk, også når jeg brugte min (manuelle) kørestol… og det har jeg gjort lige siden… Det eneste drengene og jeg har haft og stadig har brug for er: anerkendelse og om muligt et venligt smil og at blive set og mødt i øjenhøjde – som ligeværdige mennesker!

Det der jo præcis var din pointe også! Så tak fordi du sætter så gode og velformulerede ord på.
Jeg går med tankerne om at skrive speciale om hvordan minoriteter som f.eks. Mennesker med handicap og mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, kan styrke og støtte hinanden! Fordomme og tabuer om minoriteter skal ikke ties ihjel, men tales til døde! For vi er alle først og fremmest mennesker! Jeg tror først på, at vi bliver fri fra tabuer og fordomme, når vi tør tale om dem!

Jeg har siden jeg fik mit handicap og kom i kørestol da jeg var 16 år, kæmpet for at blive set som normal, eller den jeg var før! Men med både dit foredrag og min egen vilje bliver jeg mere og mere bekræftet i at man aldrig skal stræbe efter at være normal, man skal stræbe efter at være forskellen og gøre en forskel

Jeg har længe været træt af at have et så specielt navn som ingen kan udtale eller stave, men nu er det blevet en sjov åbnings joke i mine egne foredrag… fordi jeg plejer at sige at det første handicap mine forældre gav mig, var mit navn det bryder isen og berøringsangsten på en dejlig måde! Tænk at et navn kan få så stor en betydning på så mange måder!

Hjertet med udråbstegn gjorde en forskel for mig! Den er et symbol på hvordan du på den sødeste måde fik vendt det, at mit navn er besværligt og svært at stave til en følelse af at det er et navn med en meget særlig betydning og værdi
Tak fordi du er med til at gøre en forskel!

Kærlig hilsen

Antoniett Vebel Pharao