Jeg har en sofa jeg aldrig har siddet i. Jeg har ikke mærket puderne og følelsen af at smide sig på langs og bare slappe af. Jeg skal transportere min krop ved hjælp af et sejl, en lift og en anden persons kræfter, for at nå fra min kørestol til min seng. Min lift kan ikke gå ind under min sofa, så den har jeg aldrig siddet i.

Jeg har aldrig tørret mit køkkenbord af, eller taget noget ud af mit køleskab. Jeg bor i min lejlighed, i mit hjem, jeg aldrig fysisk har kunnet mærke i alle kroge og hjørner. Jeg tror det er derfor at mit hjem altid for mig, vil være hjemme hos min mor, i huset i Hjortshøj. I det hus kender jeg alle hjørner og hver en følelse og fornemmelse af de ting der står. Følelsen af hvor langt der er fra køkkenbordet og op til den øverste hylde i skabet. Jeg ved præcis der hvor meget plads der er i det lille indhak under trappen, hvor jeg kunne gemme mig med min kat som barn.

Jeg er ikke barn mere, men følelserne forsvinder aldrig og minderne om en krop der fungerede helt perfekt, er endnu ikke glemt. De sidder stærkt fast i min hukommelse. Det er som om de nogen gange bare skriger mig ind i hovedet, for at jeg ikke skal glemme dem.

Det er den mærkeligste følelse at have, at jeg i mit eget hjem, i min lejlighed midt i Aarhus der, hvor der er fuld af liv og hvor jeg er tæt på både venner og familie, kan føle  mig så fjern, alene og forladt. Jeg føler mig fortabt og fjern fra min egen krop og fra de signaler min hjerne sender. Når jeg med mit øje ser, at der ligger krummer på køkkenbordet, og min hjerne sender signal til min krop, mine arme og mine hænder om at tage en klud og gøre det rent og tørre det væk. Så stopper det ligesom der. Det bliver ikke gjort, for min krop har givet op. Jeg er nødt til at bede om hjælp, ellers sker der intet. Jeg tror at det må være sådan, at tortur nogen gange må føles. Jeg kan bare ikke tillade mig at blive vred på nogen, for det er jo ikke nogens skyld at jeg ikke kan selv. Det er ikke fordi jeg siger det på nogen måde er sådan at de som bliver udsat for tortur påført af andre, har det nemmere fordi de kan skyde skylden på dem der udførte torturen, tværtimod det må næsten være endnu værre at vide at nogen bevidst har påført én ulidelig smerte både psykisk og fysisk! Jeg forsøger bare at sætte ord på, hvordan det for mig nogen gange føles at kæmpe med muskelsvind, som min krops fængsel.

Jeg er på det seneste blevet beriget af et nyt venskab. Jeg har fået en veninde som ligesom mine andre tætte venner og veninder ser mig som jeg er. Hun ser mig som det hele menneske, hun ser mit hjerte og min sjæl og jeg ser hendes. Det der gør hende helt særlig fra mine andre veninder, er hendes måde at hilse på mig på. Nu hvor vi er blevet venner, så giver vi hinanden kindkys. Jeg bliver så lykkelig hver gang vi skal sige hej eller på gensyn. For i kindkysset er vi ligeværdige. Men i Danmark har vi ikke tradition for at give hinanden kindkys, her giver vi gode venner kram og vi giver hånd til dem vi ikke kender eller til bekendte. Men i min venindes kultur giver man kindkys og det kan jeg stadig give, hvis bare hun tager det første skridt og læner sig ned til min kind. Når mine andre venner og veninder giver mig et kram, er jeg virkelig glad for at de vil give mig det, men jeg får tit en tom følelse af ikke at kunne give et ordentligt kram igen. Jeg savner det at stå tæt, at gribe fat og mærke hinanden. Det tror jeg altid jeg vil savne. Det savn og det faktum at jeg aldrig vil kunne give, et for mig rigtigt kram igen, vil altid kunne give mig en usikker følelse og en uligeværdig fornemmelse. Men i et kindkys er vi lige. Jeg kan kysse en kind ligeså godt som min veninde. Jeg kan suge kærlighed ud af hendes kind og ind i mit hjerte.

Jeg håber i fremtiden at mit liv bliver beriget med endnu flere kindkys. Kulturforskelle kan skabe ligeværd. Vi har så meget vi alle kan lære.