Tak fordi du lader dine børn være nysgerrige og ikke trækker dem væk

Jeg kan skille vandene ligesom Moses

untitled-13-chb3xofslavtd_-3q7ns3a

I mandags besluttede jeg, at jeg vil køre alene ned og spise is med en veninde. Jeg kører næsten aldrig alene rundt i min kørestol, men har altid en hjælper ved min side eller bagved mig. Det er det, jeg er tryggest ved, og det har min mor sagt er bedst. I mandags sagde jeg til min hjælper, jeg vil gerne selv vil køre ned i byen og mødes med min veninde. Jeg kunne se panikken i hendes øjne, og hun sagde: ”jamen din mor siger, at du ikke må være alene”. Jeg kiggede på hende med himmelvendte øjne og sagde: ”min mor er her ikke, så jeg kører selv”. På vej ud af døren kiggede jeg min hjælper i øjnene og sagde: ”husk ikke at sige det til min mor!”, og så kørte jeg afsted. På vejen ned mod byen gik det op for mig, at der findes tre måder at forholde sig til en “fodgænger” i kørestol.

Den mest stigmatiserende måde er ’Moses-måden’, her springer de andre fodgængere bogstavelig talt til siden for mig. Det føles lidt som om, jeg er Moses, der skiller havet fra hinanden og helt fysisk skiller vandene. Jeg ved godt, de fleste mener det høfligt og godt. De vil bare ikke gå i vejen for mig, men det føles som om, de afskyr mig og ikke vil være i nærheden af mig. Det skaber en kløft mellem mig og dem, fordi det føles som om, de ikke tror, at jeg kan styre min stol på flere meters afstand. Det føles som en nedvurdering af mine evner som ’kørestolschauffør’. Jeg har altså 14 års erfaring med at køre det lort! Den anden måde er den, hvor personerne intet ser. De ser hverken mig eller de øvrige fodgængere omkring dem. De reagerer ens over for alle, fordi de går i deres egen verden. Den sidste og i mine øjne bedste måde er den, hvor du bliver set og taget hensyn til. Den hvor, folk flytter sig en meget lille smule. Ligesom de vil gøre for alle andre, der kommer imod dem. De vurderer selvfølgelig lige, at det kan være sværere at trække ind til siden i en kørestol, end det kan for dem på to ben. De fodgængere, der behandler mig på den måde, ser jeg ofte i øjnene, og jeg giver dem det største og bredeste smil, jeg har. For de mennesker, føler jeg, ikke tager afstand fra mig, de tager almindeligt hensyn, ligesom jeg vil tage hensyn, hvis der kom en mor med en barnevogn eller noget andet, der kan gøre det lidt sværere at komme forbi hinanden.

Efter en masse Moses-oplevelser og almindelige fodgænger oplevelser kom jeg frem til min veninde, og vi fik mega god is i det varme dejlige vejr. Jeg bliver simpelthen så glad, når solen skinner, og temperaturen når over 20 grader. For når temperaturen er høj, behøver jeg ikke at bøvle med at skulle have hjælp til at tage en masse tøj på. Jeg føler mig mere fri, og mine muskler bliver varme og stivner ikke. Så jeg får en helt anden fornemmelse af frihed, når varmen melder sin ankomst.

På min tur hjem fra isbutikken gik det op for mig, at det kan være ret besværligt at færdes alene som kørestolsbruger. Især på nørregade og nørre alle. Der er virkelig smalle fortove, og man kører meget tæt ved vejen. Der opstår pladsproblemer, når folk vælger at parkere deres cykler på fortovet, for så kan man altså ikke komme forbi alene i kørestol. Heldigvis var der en sød ung kvinde der så, at jeg var besværet med at skulle forbi nogle cykler. Hun kom hurtigt hen og hjalp mig, og jeg takkede hende høfligt og smilede stort. Inde bagved smilet skjulte jeg min magtesløshed og min hjælpeløshed. Jeg var så tæt på at græde over nogle skide cykler! Der ligger selvfølgelig mere bag det end det. Det er nemlig følelsen af at skulle erkende, at jeg ikke kan færdes i byen alene uden at føle mig til besvær – uden at skulle bede om hjælp. Jeg ved godt, at folk er søde og gerne vil hjælpe, og det er jeg dem dybt taknemmelig for. Problemet er bare, at det ikke ændrer følelsen hos mig af igen ikke at kunne være selvstændig og selvhjulpen. Det gode er, at det heldigvis også vækker følelsen af taknemmelighed og glæde. Glæden over at jeg bor i et land, hvor mennesker hjælper hinanden og taknemmelighed over, at vi alle kan være med til at gøre en lille forskel i hinandens liv. Nogle gange skal der ikke andet end en cykel til at minde mig om, at i danmark der hjælper vi hinanden.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tak fordi du lader dine børn være nysgerrige og ikke trækker dem væk