Når god opdragelse IKKE ER NOK!

Min mor har lært mig at man skal hjælpe, hvor man kan. Hun har lært mig at man som minimum altid skal rydde op efter sig selv og gerne gøre det for andre, hvis de nu havde glemt hvor skraldespanden stod. Jeg er opdraget til at hvis man har overskud, så hjælper man sine medmennesker og især sin familie og sine venner. Sådan en situation stod jeg i, i går. Jeg var hjemme og besøge en af mine bedste veninder og hendes kæreste og deres to børn. Jeg kan normalt ikke besøge dem fordi de bor på 3 sal, uden elevator, men lige nu og de næste mange dage passer de hendes forældres handicapvenlige hus, imens de er på ferie. Så jeg troppede selvfølgelig op og de var så søde at give aftensmad. Både før og efter manden, fik jeg virkelig hygget mig med deres datter, det er så dejligt at kunne være sammen med hende i vante og hjemlige omgivelser og ikke kun se hende når hun er på besøg hos mig. Vi skulle både lege med spil, vi skulle køre rundt i hele huset med hende stående på min kørestol og jeg skulle også med hende ud og tisse. Hun sagde at hun gerne vil have mig til at hjælpe hende på toilet og der gik der panik i mig. Jeg vil jo så gerne hjælpe hende, men jeg kan hverken løfte armene eller komme med ind på toilettet fordi min kørestol er for bred og badeværelset et meget lille.

Det mest fantastiske ved børn er, at de ingen begrænsninger ser, de laver bare om og tilpasser sig, så da jeg sagde at jeg desværre ikke kunne komme med helt ud på badeværelset, så sagde hun bare: “så skal du bare se mig tisse”. Det skal siges at hun kun er 2,5 år gammel og hun derfor er stolt af at vise at hun kan tisse selv og kun bruger ble om natten. Jeg blev så glad for, at det for hende var betydningsfuldt og vigtigt at have mig med på toilet. Hun sagde “min Anton, skal med mig på toilet”. Det kom jeg så også, halvt i hvert fald.

Desværre er det, det faktum at jeg kun kan noget halvt, som sætter sig fast i min bevidsthed. Jeg prøver virkelig alt hvad jeg kan, at se det positive i at jeg i det mindste kunne komme med ud til toilettet, men at jeg ikke kunne komme helt med der ud og faktisk hjælpe hende, det giver mig kuldegysninger og en kæmpe klump i maven af frustration. Ligesom når hun gerne vil have at vi skal løbe/kører rundt om spisebordet sammen, men der er for smalt til at jeg kan komme med hele vejen rundt og man flytter  ikke lige hurtigt et spisebord og stole for at jeg skal køre en runde. Hvorfor skal min krop sætte så mange begrænsninger! Det er ikke retfærdigt.

Noget der heller ikke er retfærdigt men til gengæld ret sjovt og virkelig skarpt observeret af min venindes datter, var da vi kørte frem og tilbage mellem stuen og køkkenet. På den tur lå der en ledning i vejen, på dørtrinnet, som jeg bad hende om at flytte, så vi ikke kom til at ødelægge den ved en eventuel påkørsel. Så hun flyttede den, hver gang og lagde den på plads hver gang, midt på dørtrinnet. Da vi så endte inde i stuen og hun vil sikre sig, at jeg vil blive inde i stuen og lege med hende, så lagde hun ledningen midt i døren. Jeg opdagede det først da min veninde kom ind i stuen. Hun havde gjort det helt uden jeg lagde mærke til det. Sådan sikre man sig åbenbart at ens tante Anton i kørestol, forbliver inde i stuen, så hun ikke kan slippe væk fra legen. Jeg grinte så meget inde i mig selv, hun er så snu den bette skid! 🙂

Nå, nu kommer jeg til det, jeg egentlig startede ud med, nemlig hvordan man eller i dette tilfælde, hvordan jeg er opdraget. Da min veninde og hendes kæreste skulle putte deres børn, sagde de alle godnat og farvel til mig inden de gik ovenpå, for man ved aldrig, hvor lang tid sådan en putte-seance den tager. Jeg sad lidt og betragtede alt det legetøj der lå rundt omkring, et spisebord der ikke var ryddet af og tøj der lå lidt hist og her, fordi det var blevet skiftet ud med nattøj. Jeg tænkte med det samme, jeg har overskud og jeg vil gerne hjælpe dem og rydde lidt op. De har alle været syge og er lige blevet raske, men var rigtig trætte. Så jeg vil til at gøre hvad min mor har lært mig, nemlig at hjælpe, hvor man kan og i dette tilfælde vil det ha’ været en stor hjælp lige at rydde lidt op og ta af bordet. Nu kommer så det værste af det hele, jeg tænkte det, men jeg gjorde det ikke. Jeg gjorde det ikke, fordi det ikke er mig der fysisk kan udføre opgaven. Det vil være noget jeg skulle bede min min hjælper om at gøre  (i dette tilfælde min gravide og derfor lidt trætte hjælper). Så jeg sad der, i mit evige og tilbagevendende dilemma:

• Skal jeg være en god og overskudsagtig ven eller skal jeg være en fair og rimelig arbejdsgiver, der ikke sætter sine hjælpere til mere end det der er højest nødvendigt!?

Min hjælper spurgte med det samme da vi kom ud i bilen om der var noget galt. Hun kunne fornemme på mig at noget ikke var som det skulle være. Jeg forklarede hende, hvordan jeg havde det og hun sagde det skulle du da bare ha’ bedt mig om at gøre. Det var rigtig sødt af hende at sige det, men hvordan kan jeg vide at alle mine hjælpere har det sådan? Hvad hvis der en dag er en der ikke har det sådan og som nægter at gøre det? Så vil jeg blive ked af det, for det er imod min natur ikke at hjælpe til hvor jeg kan. Men ved ikke at bede hende eller andre hjælpere om det, så slipper jeg for den del af dilemmaet, til gengæld sidder jeg tilbage med følelsen af ikke at være det hjælpsomme og velopdragene mennesker jeg inderst inde føler jeg er og er opdraget til at være.

For hvis jeg selv havde kunne rydde op og være fysisk i stand til at gøre det hele selv, så var jeg blevet den halve time ekstra og havde taget både opvasken og ryddet legetøjet op og smidt tøj til vask. For så vil min veninde og hendes kæreste faktisk have tid til at være kærester og muligvis få slappet lidt af sammen. Men sådan er min virkelighed desværre ikke. Jeg skal ALTID bede andre om hjælp og det samme gælder, hvis jeg gerne vil hjælpe andre, så skal jeg bede min hjælper om at hjælpe, det er aldrig mig alene der kan hjælpe, i hvert fald ikke med fysiske gøremål. Det kan drive mig til vanvid nogen gange!!!!!!!!!

Det er hele tiden en hårfin blanace om hvad man kan bede sine hjælpere om og hvad man ikke kan bede dem om. Det findes ikke helt faste regler, hvilket jeg i bund og grund er glad for. For hvis der var faste regler, vil jeg nok føle at andre ud over mig selv og min hjælper, skulle styre mit liv og det er jeg ikke interesseret i. Men hvordan skal jeg så vide hvad jeg må bede min hjælpere om. Nogen har sagt til mig, at jeg skal betragte mine hjælpere som arme og ben og blot tænke dem, som den fysisk fungerende udgave af mig selv. Hvis jeg skulle følge denne retningslinje, ja så skulle jeg jo teknisk set kunne bede dem om at rydde min veninde og kærestes ting op.

Problemet er bare at jeg altså ikke er i stand til at betragte mine hjælpere som “blot” arme og ben, altså rent teknisk. For de er mennesker af kød og blod og de har både hjerne og hjerte. Så jeg tænker meget over, hvordan de har det og om de nu også synes det er okay, hvis jeg f.eks. sætter dem til at rydde lidt op. Det med oprydning er jo bare en ud af mange daglige dilemmaer der opstår i min hverdag. Er det mine eller min hjælpers behov jeg skal agere ud fra?

Nogle gange kan jeg blive helt irriteret på mine forældre over at de har opdraget mig så “GODT”! For hvis jeg nu bare ikke var blevet så høfligt opdraget og ikke var typen der gerne vil hjælpe mine venner så snart de havde  brug for det, så vil det ikke fylde så meget i min hverdag, at jeg ikke selv kan hjælpe dem. Men det er sådan min virkelighed er og det er nu engang sådan jeg er opdraget, så det må jeg jo leve videre med og blive ved med at tage stilling til.