Hvorfor aer tjeneren mig?

Jeg var i søndags på restaurant med min far og min veninde. Det var nogle rigtige søde tjenere der var i restauranten, de var høflige og venlige og gode til at spørge ind til maden og sikre os at vi fik en god oplevelse. Det var virkelig en fornøjelse, da ikke alle forstår at yde god kundeservice. Da min søde far havde betalt, spurgte en af tjenerne om vi blev mætte, og vi svarede ja. Hun sagde: “I må have en dejlig aften”, imens hun kiggede først min far, så min veninde også mig i øjnene, men da hun nåede til mig, skulle jeg lige ae’s på skulderen og have et ekstra smil med på vejen, men hun lænede sig “ned” til mig. Det er denne form for ekstra omsorg, jeg både forbander langt væk og er ualmindelig stolt over.

Jeg forbander den langt væk, fordi det kun er mig der fik den. Fordi det får mig til at føle, at jeg er noget helt specielt og sikkert fortjener lidt ekstra omsorg og kærlighed på grund af mit handicap.

Jeg er stolt fordi tjeneren med denne form for adfærd, viser mig at hun virkelig tænker over at give mig en god oplevelse og gerne vil gøre mig glad og tilfreds. Problemet er bare at hun gør det stik modsatte af, hvad jeg formoder hendes intention var. Hun mig til at føle mig mindre værd og barnlig og det tror jeg bestemt ikke var hendes mening. Situationen havde for mig været helt anderledes, hvis hun både havde ae’et og sendt ekstra smil til os alle tre, for så var vi blevet behandlet ligeværdigt.

Jeg føler mig virkelig som en sur gammel dame, når jeg skriver som jeg gør. Men det er situationer som denne, der til tider får min verden til at bryde sammen. Fordi jeg sidder i saksen mellem på den ene side, at skulle være taknemmelig over at andre mennesker virkelig behandler mig godt, samtidig med at jeg på den anden side bare længtes efter at blive behandlet præcis som alle andre. Den ekstra omsorg og betænksomhed gør nogen gange, at jeg føler mig som et barn. Det får mig til at føle mig hjælpeløs og magtesløs. Mest fordi jeg ikke ved, hvordan jeg på en høflig og ordentlig måde kan sige fra overfor denne behandling. Hvordan siger man sige fra overfor noget som er kærligt ment? og vil jeg hellere ignoreres end at have et kærligt klap på skulderen? og hvad hvis jeg skræmmer tjeneren til ikke at være “ekstra” sød overfor en person med handicap igen? Hvad hvis andre med handicap virkelig gerne vil have den ekstra opmærksomhed, ødelægger jeg det så for dem? 

Der findes ingen rigtige svar, ingen rigtige løsninger. For jeg vil bare gerne behandles som et ligeværdigt menneske, men hvordan gør man så det bedst? Det er i min optik afhængigt af, hvilken kontekst man befinder sig i og derfor vil jeg aldrig kunne give en klokkeklar opskrift. Dog kan du stille dig selv dette spørgsmål:

“Vil jeg også have behandlet hende/ham sådan, hvis hun/han ikke havde et handicap?”

Hvis du kan svare ja, så er det jo bare sådan du er overfor alle mennesker, også fyrer du den bare af. Hvis du kan svare nej, så kan du måske tænke over, hvorfor du kommer til at behandle mennesker med handicap anderledes end andre mennesker.

Helt personligt kan jeg sige: Jeg har ikke brug for din medlidenhed, jeg har brug for din respekt og anerkendelse.