11427002_10155733011135427_8285447257269074349_n

“Må jeg spørge dig om noget meget personligt?”

Det spørgsmål får jeg næsten hver eneste gang jeg er i byen, og folk er blevet lidt beruset eller ja meget fulde. Det er et spørgsmål der får mig til at sukke meget dybt og tælle til 10 inden jeg svarer, ja, er det tilfældigvis noget om hvorfor jeg sidder i kørestol? – hvortil folk ofte svarer: ja, hvordan kunne du vide det?

Jo ser du, det er fordi at det spørger ca. alle fulde mennesker om! Jeg holder tit min vrede, skuffelse og frustration, inde og svarer høfligt på spørgsmålet og forklarer at jeg har muskelsvind. Tit ser folk fortvivlet ud i øjnene, nogen spørger sågar om jeg så snart skal dø! Hvor jeg ofte svarer, med et smil, det var ikke lige planen. Men det gør ondt, hver gang de spørger.

Dels fordi jeg ikke selv synes at det mest personlige og interessante ved mig selv, er mit handicap/min muskelsvind og dels fordi jeg desværre efterhånden kender en del der er døde af de konsekvenser der kan følge med en muskelsvindsdiagnose. Mest af alt bliver jeg bare mest ked af, ikke først og fremmest at blive set som menneske med en personlighed, i form af f.eks. et navn. Jeg tror jeg kan tælle på en hånd, hvor mange der har spurgt om mit navn og først derefter spurgt til mit handicap/min kørestol. Jeg ved jo godt det er velmenende og med en god intention de spørger, men det ændre desværre ikke den store knude og underlige følelse i maven, jeg får, når det er min kørestol de først ser, og ikke en kvinde, en studerende, en søster, en veninde, en festglad dansemus eller bare et menneske. De ser nok et menneske, men det er kørestolen, de først spørger ind til og ikke mennesket der sidder i den.

Det er hårdt altid at blive mødt gennem sin “kørestol”, men heldigvis oplever jeg jo også meget ofte og i de fleste tilfælde, at når først vi har taget “kørestols/handicap” snakken, så kan vi komme videre og snakke om meget mere personlige og vigtige ting, som f.eks. familie, studie, værdier, politik osv. Jeg prøver ikke med dette indlæg at sige, at I derude ikke må spørge ind til min kørestol eller mit handicap, jeg prøver bare at sige at der er så meget andet, I kunne starte med at spørge om 🙂 

Men hvis jeg skulle vælge mellem aldrig at blive spurgt om noget og altid først at blive spurgt ind til min kørestol, så spørg da bare ind til den forbandede kørestol. For det værste og mest ensomme i denne verden, må da være aldrig at blive spurgt om noget og dermed at blive ignoreret fordi folk ikke “tør” at spørge dig om noget.

Så det lidt forvirrende budskab i dette lille indlæg må være: Stop aldrig med at spørge, men start gerne med at spørge ind til andet end det jeg sidder i 🙂