Hvis jeg en dag får min "raske" krop tilbage

Jeg bliver ALDRIG mor

10670136_10154888974620427_7512631396529039915_n

For snart 3,5 år siden, kom den første af mine bedste veninder og fortalte at hun var gravid, et par måneder senere kom endnu en af mine bedste veninder og fortalte at hun også var gravid. Jeg var lykkelig og fuld af glæde over hvilken gave mine veninder nu skulle til at have, at blive mor er nok den største gave livet kan give dig. Jeg var samtidig  virkelig glad og spændt på, at skulle til at være tante Anton.  

Desværre vækkede beskeden om de kommende mødre også mere mørke og triste følelser hos mig. Nemlig magtesløshed, misundelse og frustration. Der meldte sig spørgsmål i mit hovede som: Hvad hvis jeg aldrig får en familie? Kan jeg godt være gravid? Hvis jeg får et barn, kan jeg så tage mig af det? Vil jeg være for fysisk svag til at kunne være en ordentlig mor? osv.

Efter et halvt år med spekulationer frem og tilbage, besluttede jeg mig for at næste gang jeg skulle til undersøgelse hos min hjertelæge, vil jeg tage mig sammen og spørge hvad han havde af indsigelser omkring en eventuel graviditet og mit helbred? Jeg er i mange år gennem mine foredrag blevet konfronteret med om jeg gerne vil have børn og om jeg godt kan få børn. Mit svar har altid været:

“Der skal to til at få børn, så den tager jeg til den tid, når jeg engang får en kæreste.”

Det har været et dejlig nemt svar at kunne give, for så behøvede jeg jo ikke at tage mere stilling til det. Men nogen gange gjorde det mere ondt end andre gange at skulle give det svar. For samtidig meldte spørgsmålene sig: Hvad hvis jeg jeg aldrig får en kæreste? hvad nu hvis jeg slet ikke er i stand til at få børn? Jeg har altid haft tanken om at jeg gerne vil have børn en dag, når jeg fandt den rette mand. Men jo mere fysisk svag jeg er blevet, jo mere er jeg blevet i tvivl. I takt med at være blevet ældre, har jeg også tænkt meget over, om jeg kunne tillade mig at vente med at finde ud af om jeg er i stand til at gennemføre en graviditet, for hvad nu hvis jeg fandt en sød kæreste, som var 100 procent sikker på han gerne vil have børn, og det så viste sig at jeg ikke vil kunne få børn? Det vil være forfærdeligt både for ham og jeg. Derfor besluttede jeg mig for 3 år siden til at spørge min hjertelæge til råds.  

Min hjertelæge, kom med det svar jeg frygtede allermest! Han sagde at han ikke vil anbefale det, og at han ikke var sikker på at min krop eller mit hjerte vil kunne gennemføre en graviditet. Det var for vildt at se hans ansigtsudtryk da jeg først spurgte om jeg egentlig vil kunne holde til at være gravid. Han nærmest råbte, er du da gravid nu???? Jeg skyndte mig at sige med et smil, nej, nej bare rolig, jeg vil bare gerne vide hvad du tænker om det i fremtiden? Da svaret kom, blev jeg både lettet og ked af det på samme tid.

Lettet fordi jeg ikke længere skal kæmpe med tankerne omkring at være en god mor. Tankerne om jeg nogensinde vil kunne blive den mor, jeg altid har drømt om at blive. Nemlig en mor der fysisk og psykisk kan være der for sit barn. Jeg ved at jeg vil kunne være der psykisk for mit barn. Men tanken om at jeg de første 2-3 år af mit barns liv ikke vil kunne være den der, løfter mit eget barn op om morgenen. At jeg aldrig er det første ansigt det møder, når det skal tages op af sengen, barnevognen osv. At det altid vil være en hjælper eller faderen der skal give den tætte fysiske tryghed og aldrig mig der kan samle barnet op fra gulvet, hvis det har slået sig og trænger til et kram og moderlig omsorg. Tanken om ikke at kunne holde barnet tæt til min bryst, når det skulle ammes, men at det er en hjælper, der skal holde hånden på mit barn, så det ikke falder ned fra sin mor. Tanken om at jeg ikke kan kaste barnet op i luften og gribe det igen og blive mødt af smil og en latter af tryghed over at mor altid vil gribe mig. De tanker slipper jeg for og det gør mig lettet. For de har tynget mig længe. For jeg ved godt at der de første 2-3 år  af et barns liv, skal der meget mere fysisk kontakt end verbal kontakt til for at barnet føler sig tryg og elsket.   

Udover en stor lettelse meldte der sig også en ubærlig og ufattelig følelse af sorg og uretfærdighed. Fordi drømmen om en gang at blive mor, blev knust på få minutter til en lægesamtale, i et koldt og sterilt rum, uden venner og familie omkring mig, til at give mit omsorg, støtte og kærlighed. Det føltes lidt som om mit hjerte sprang i tusind små glasstykker. Det gjorde så ondt, og jeg brugte næsten et år på at komme mig over denne besked. Det er først nu, 3 år senere at jeg er begyndt at tale åbent og ærligt om at jeg ikke skal være mor. Hver gang jeg siger det højt kommer præcis samme følelse af lettelse og sorg. De følelser tror jeg aldrig jeg slipper af med.   

Min mor og jeg har snakket om det en gang, og min mor sagde: “med det liv du fører har du jo slet ikke tid til et barn.” Det har hun helt ret i, men jeg vil jo kunne lave mit liv om, hvis der kom et barn ind i det. Jeg tror at min mor prøvede at sige at hun er stolt af det liv jeg lever, at jeg gør noget for andre, og at børn måske ikke er noget der er bestemt for mig. Det gør bare så ondt, når både ens mor og ens hjertelæge konstaterer at jeg aldrig bliver mor.

Heldigvis sagde min mor også, at det behøver jo ikke at betyde at du ikke har børn i dit liv. Selvom du ikke selv, er i stand til at få børn, så er du jo i stand til at være der for andres børn. Min mor har givet mig den kæmpe gave, at kunne vende enhver uoverskuelig og ulykkelig situation til noget bedre. Hun har givet mig lys i mørket uanset hvor kulsort der har været i mit til tider mørke sind. Hun har givet mig en overlevelses gnist, som aldrig brænder ud. Tænk at jeg har været så heldig at have så stærk og kærlig en mor.

Det er nok det, der gør mest ondt ikke at kunne give videre til mine egne børn. At kunne lære dem “hvor sej deres mormor er” og fortælle dem om hvor, fantastisk en mor hun er og har været for mig. Heldigvis kan jeg give alt det min mor har lært mig videre til mine veninders børn. Det varmer mit hjerte og gør mig dybt taknemmelig hver eneste dag, at jeg har fået lov at blive en stor del af mine veninders børns liv. Så jeg får en mulighed for at give noget af alt den kærlighed min mor har givet mig videre til børn og barnlige sjæle i min omgangskreds. Det gør mig til verdens lykkeligste Tante Anton, at vide at jeg af mine veninders børn:  bliver kaldt “min Anton”, at de kan udpege mig på billeder og at de elsker at klatre og dytte på min kørestol. Så når jeg ikke selv fysisk, kan skabe min egen lille familie, må jeg psykisk, skabe min egen store familie, fyldt med venner og veninders børn der får mit hjerte til at fyldes med kærlighed, glæde og stolthed. Alle børn fortjener gode og stabile voksne i deres liv og jeg er glad for at jeg har udviklet mig til sådan en “voksen”

2843022fe9d2f978b998596550941c27

3

  • Per Johansen

    Jeg kan godt forstå såvel dit ræsonnement, som dine følelser.
    Det er, Herren hjælpe mig, snart tyve år siden, at jeg blev gift med min vidunderlige hustru, Ida.
    Vi er begge spastikere, og Ida ville sandsynligvis ikke kunne have gennemført en graviditet.
    Det var, i og for sig, med tungt hjerte at vi måtte se i øjnene, at vi ikke kunne få børn.
    Til gengæld holder vi sammen og er lykkelige, så børn er ikke en betingelse for et godt liv.
    Det eneste, som virkelig betyder noget, er et højt humør og en positiv tilgang til livet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgit

    Hvor er det smukt og rørende skrevet ❤ jeg er helt sikker på at du er verdens bedste tante. ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha, den gik rent ind hos mig. Jeg ventede altid, at der ville komme en kur mod muskelsvind, og SÅ skulle jeg være mor. Hm. Heldigvis har jeg en bonussøn, men da min eneste søster ikke ønsker børn, stopper vores direkte familie med os. Tak fordi du satte ord på smerten, smukke tante Anton 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis jeg en dag får min "raske" krop tilbage