Når døden rammer alt for tidligt

Jeg var 21 år første gang jeg mistede en ven med muskelsvind. Aldrig har jeg været i så fyldt en kirke. Aldrig har jeg set så mange af mine venner bryde sammen i gråd og grin på en og samme tid. Fordi der til Niels bisættelse var både tårevældende og humoristiske indslag. Aldrig har jeg mødt en fyr med så meget karisma, varme og sort humor. Aldrig har jeg kendt et menneske som Niels. Den sidste gang jeg så Niels inden han døde, var til en sommerfest i August 2010, hvor han sad med et grisehovede i skødet. Grisehovedet fyldte nærmest en tredjedel af hele hans krop, Niels var af statur en spinkel lille fyr, med en personlighed og optimisme så stor og beundringsværdig!

Nu spørger du sikkert dig selv, hvorfor skulle en spinkel ung mand i kørestol, sidde med et grisehovede i skødet? Til det kan jeg svare, det Niels også svarede mig: “Fordi det har jeg aldrig prøvet før, og man skal prøve alt mindst en gang og da jeg så det grisehovede ligge der, tænkte jeg, jeg har aldrig holdt et grisehovede før, gad vide hvordan det føles, det skal prøves!” Sådan gik det til at mit sidste minde med Niels, blev ham og et grisehovede. Jeg smiler hver eneste gang jeg kommer i tanke om det, for det minder mig om at jeg skal huske at leve i nuet og gribe de chancer og muligheder livet byder mig. Jeg er i live lige nu! Det skal udnyttes 🙂

Siden Niels gik bort, har jeg på 7 år mistet  7 unge venner og bekendte med muskelsvind. Det er så ubegribelig svært hver eneste gang. Det er så hårdt at danne stærke bånd, med mennesker man aldrig ved, hvor længe man har. Det kan man jo i princippet sige om alle, man har tætte bånd til, for ingen ved hvornår kræften rammer, hvornår hjertet stopper med at slå, eller hvornår blodproppen rammer. Men med muskelsvind, er risikoen for at dø tidligere end normalt bare en hel del højere end fysisk raske og velfungerende mennesker. Det gælder selvfølgelig ikke alle muskelsvind diagnoser. Hver evig eneste gang der sker et dødsfald i vores forening, især når de unge dør, så får jeg den største knude i maven og et stort ubehag igennem hele kroppen. Det er den mest uretfærdige og ondeste følelse at sidde tilbage med. Samtidig bliver jeg ramt af en kæmpe gejst og motivation til at huske at leve mit liv LIGE NU! Være i live lige nu! For livet er nu. Ta det ind, mærk det, føl det, elsk det.

Æret være mindet om alle de fantastiske mennesker med muskelsvind, der er gået bort alt for tidligt ! Tak fordi I har lært mig at livet, det er livet værd!