Den allersidste dans

Musik og dans har altid haft en stor betydning i mit liv. Det vækker liv og glæde. Men efter jeg kom i kørestol, vækker det desværre også sorg, frustration og magtesløshed. Sorgen over ikke at kunne bevæge min krop frit som jeg kunne engang. Det faktum at jeg ikke længere kan mærke blodet pumpe og sveden dryppe ned af kroppen. Ikke at kunne mærke ømheden og trætheden i musklerne og stædigt kæmpe videre fordi man bare ikke kan stoppe, fordi dansen giver en helt særlig energi. Det følelse savner jeg virkelig mere end noget andet. At kunne presse sig selv fysisk og mærke den energi det giver efterfølgende. Sorgen over aldrig at komme til at danse tæt med et andet menneske og mærke hvad fysisk bevægelse kan vække af tiltrækning til hinanden og den flirt det kan vække at danse tæt sammen. Sorgen over ikke at få lov at føle den berøring som dansen ofte medfører.

Frustrationen over at min hjerne stadig vil og stadig kan visualiserer for mig, at jeg stadig danser, som jeg gjorde til jeg var 14 år. Frustrationen over ikke at kunne bede nogen om hjælp til at kunne udføre det. Frustrationen over at der ingen løsning findes. Frustrationen over at min krop nu føles som tung bly, når den har føltes som en let fjer, med legende lette bevægelser.

Magtesløsheden over at jeg ikke kan rejse mig fra min kørestol og “bare danse der ud af”, uanset hvor meget jeg ønsker det. Det er så svært at leve med, men det er blevet en af mine levevilkår. Jeg tror det er så VIGTIGT at give sig selv lov til at have disse tanker og ikke bare skubbe dem væk fordi, de er ubehagelige og negative og kan gøre en vred, sårbar eller ked af det. For jeg tror at de er ud af de følelser at håbet også vokser. Jeg har altid sagt til mig selv at jeg må aldrig leve kun på håbet, men jeg skal altid bære håbet med mig. Forstået på den måde at hvis jeg konstant lever i håbet om at “i morgen bliver jeg rask og kan danse igen” så glemmer jeg at leve livet her og nu og lever derfor kun for at blive rask igen. Men hvis jeg lever mit liv  med muskelsvind og samtidig  bevare drømmen og håbet om “måske jeg en dag kommer til at blive rask og danse igen”. Så bevare jeg livs-gnisten i min nutid og drømmer om en fjern fremtid, der måske aldrig bliver mulig, men man har da lov at håbe.

Jeg har muligvis danset min allersidste dans i fuld fysisk forstand, men heldigvis har jeg stadig øre der kan lytte til musikken og jeg har rytme i kroppen. Så jeg må jo lytte,  synge med og glædes over at jeg stadig kan vrikke lidt med fødderne, skulderne og håndleddene til den dejlige musik der findes i hele verden. Musik skaber liv både udenpå og indeni.