Musik og dans har altid haft en stor betydning i mit liv. Det vækker liv og glæde. Men efter jeg kom i kørestol, vækker det desværre også sorg, frustration og magtesløshed. Sorgen over ikke at kunne bevæge min krop frit som jeg kunne engang. Det faktum at jeg ikke længere kan mærke blodet pumpe og sveden dryppe ned af kroppen. Ikke at kunne mærke ømheden og trætheden i musklerne og stædigt kæmpe videre fordi man bare ikke kan stoppe, fordi dansen giver en helt særlig energi. Det følelse savner jeg virkelig mere end noget andet. At kunne presse sig selv fysisk og mærke den energi det giver efterfølgende. Sorgen over aldrig at komme til at danse tæt med et andet menneske og mærke hvad fysisk bevægelse kan vække af tiltrækning til hinanden og den flirt det kan vække at danse tæt sammen. Sorgen over ikke at få lov at føle den berøring som dansen ofte medfører.

Frustrationen over at min hjerne stadig vil og stadig kan visualiserer for mig, at jeg stadig danser, som jeg gjorde til jeg var 14 år. Frustrationen over ikke at kunne bede nogen om hjælp til at kunne udføre det. Frustrationen over at der ingen løsning findes. Frustrationen over at min krop nu føles som tung bly, når den har føltes som en let fjer, med legende lette bevægelser.

Magtesløsheden over at jeg ikke kan rejse mig fra min kørestol og “bare danse der ud af”, uanset hvor meget jeg ønsker det. Det er så svært at leve med, men det er blevet en af mine levevilkår. Jeg tror det er så VIGTIGT at give sig selv lov til at have disse tanker og ikke bare skubbe dem væk fordi, de er ubehagelige og negative og kan gøre en vred, sårbar eller ked af det. For jeg tror at de er ud af de følelser at håbet også vokser. Jeg har altid sagt til mig selv at jeg må aldrig leve kun på håbet, men jeg skal altid bære håbet med mig. Forstået på den måde at hvis jeg konstant lever i håbet om at “i morgen bliver jeg rask og kan danse igen” så glemmer jeg at leve livet her og nu og lever derfor kun for at blive rask igen. Men hvis jeg lever mit liv  med muskelsvind og samtidig  bevare drømmen og håbet om “måske jeg en dag kommer til at blive rask og danse igen”. Så bevare jeg livs-gnisten i min nutid og drømmer om en fjern fremtid, der måske aldrig bliver mulig, men man har da lov at håbe.

Jeg har muligvis danset min allersidste dans i fuld fysisk forstand, men heldigvis har jeg stadig øre der kan lytte til musikken og jeg har rytme i kroppen. Så jeg må jo lytte,  synge med og glædes over at jeg stadig kan vrikke lidt med fødderne, skulderne og håndleddene til den dejlige musik der findes i hele verden. Musik skaber liv både udenpå og indeni.

I sidste uge, var jeg så heldig at kunne besøge min veninde og hendes søn, fordi det var godt vejr og vi kunne derfor være ude. Da der desværre ingen elevator er i hendes opgang og derfor kan jeg ikke besøge hende og hendes familie i deres lejlighed, men kun udenfor. Heldigvis går vi jo nu sommeren i møde og jeg krydser fingre for en solrig dansk sommer. Jeg skynder vi i hvert fald altid at udnytte hvis vejret skulle være med mig og denne gang var det.

Der var lavet en sandkasse med fliser rundt om, så jeg kunne “parkere” helt tæt på sandkassen og være med i legen. Min veninde kunne sidde på kanten af sandkassen og dermed både have tæt kontakt til mig og hendes søn på samme tid. Det var simpelthen så dejligt at kunne være sammen med dem. Mens vi sad der, kastede min venindes søn pludselig sandet der var på skovlen lige direkte op i luften, og sandet fløj til alle sider. Det fløj direkte ud over mig, i min hovedbund, på min kørestol og ned i min bh. Den første følelse jeg fik var panik og mine tanker begynde med det samme at kredse om hvor irriterende det var at jeg ikke selv kunne børste det af og hvad nu når det var i bh’en. Min veninde spurgte meget hurtigt om hun skulle hjælpe med at børste det væk og undskyldte hendes søns opførsel.

Jeg sagde hurtigt at det skulle hun ikke tænke på. For lige netop der, hvor hun sagde undskyld, så tænkte jeg nemlig: “Antoniett hvad er det du går sådan i panik over. Det er jo bare sand. Prøv lige at give dig selv lov til at fornemme og sanse hvordan sandet føles på kroppen. Du kan jo alligevel intet gøre ved det lige nu, så stop op og lad dig selv fornemme de små sandkorn”. Hele denne episode mindede mig om dengang jeg var lille og legede med sand. Jeg elskede at grave ned  til det våde sand, og putte det i forme og få den perfekte blomst, fisk eller lign. Jeg kunne sidde længe og bare lade sandet glide mellem mine fingre igen og igen. Blot for at mærke de små sandkorn, sive mellem mine fingre og mærke om de satte sig fast på mine hænder, alt efter om sandet var vådt eller tørt og om jeg selv havde våde eller tørre fingre.

Den dag, lærte jeg at sandkorn har en meget større betydning end jeg lige gik og regnede med. Sandkorn kan starte gode minder og det kan give nye sanseoplevelser og minde mig om at livet, nogle gange skal tages med et gran salt/sandkorn. Livet skal ikke altid tages så alvorligt, men i stedet tages ind og bruges bedst muligt, til berigende oplevelser, som at få sand mellem fingre eller bryster.

Lad aldrig dit liv løbe ud i sandet, men ta’ sandet op og mærk efter hvad dit sand skal bruges til. Hermed en sommer opfordring til at gå ud og nyde sand mellem tæer, fingre og på resten af kroppen.  

Når kærligheden mellem to mennesker skinner igennem som en klar og lysende stjerne, der kan lyse selv den mørkeste nattehimmel op, så fyldes man af en ubeskrivelig varm følelse. Den følelse har jeg fået hver eneste gang, jeg har været så heldig at opleve Helgi Jonsson og Tina Dickow optræde sammen. Jeg har fulgt de to eminent dygtige musikere i over 10 år. Jeg har igennem deres koncerter sammen, været så heldig at være vidne til den spirende kærlighed imellem dem, som til tider har været svær at skjule for publikum i den spæde begyndelse. Det fylder mit hjerte med en overvældende glæde at kunne få lov at se deres kærlighed i fuldt flor, når de står der sammen på scenen. De står der som venner, kollegaer, kærester og som mand og kone. De har en klang fælles klang der ikke findes hos andre musikere. Der er så dybfølt en kærlighed til både musikken og hinanden når de inviterer os andre ind i deres skrøbelige og samtidige stærke univers af toner, tekster og melodier. For mig er det bedste ved musik at den altid får mig til at føle noget. Når jeg hører Helgi og Tina føler jeg mig tryg, nærværende og fyldt op med kærlighed. De blikke og de små smil fulde af hengivenhed, respekt og kærlighed som de to i løbet af en koncert sender hinanden, vil jeg ønske at alle mennesker fik lov at opleve. Følelsen af ro helt inde i sjæl og hjerte over at have fundet, det menneske der falder helt naturligt ind i dine egne toner. Det menneske som forstærker din egen lyd og tilmed kan gøre den bedre. Det er det idylliske indre billede jeg får af Tina og Helgi, hver gang jeg oplever dem. Musik og kærlighed overvinder alt.