Forestil dig, at du aldrig vil få mulighed for, at træde ind af døren i andres hjem end dit eget og dine forældres. Fordi du ikke fysisk har mulighed for at komme andre i andre hjem, fordi de ikke er tilgængelige. Tænk hvis du fra nu og langt ud i fremtiden kun får lov at se studiesteder, arbejdspladser og offentlige byggerier, fordi, de er de eneste byggerier der skal forholde sig til en mere tilgængelig lovgivning.

Forestil dig, at du ikke ved hvordan dine venner bor, hvor de sover, hvor de spiser, hvor de slapper af. Forestil dig, at du ikke kender duften og lyderne i deres hjem. Du ved ikke om de har ikea møbler eller om de har investeret i mere dyre møbler fra Wegner. Den eneste mulighed du har for at se deres hjem er gennem en skærm, på billede eller video, det er dog bedre end ingenting. Men du får aldrig fornemmelsen af hvordan dine venners hjem er. Du får ikke de historier der gemmer sig i ethvert hjem. Hvor mange kaffepletter der er i bordet, hvordan lysindfaldet er i stuen, om de stiller radiatoren på 2 eller 4 om vinteren osv. Det eneste du kan se er vinkler de har valgt, den måde de tager billeder eller video på. Du får aldrig lov at se dine venners hjem fra din egen synsvinkel.

 Alle disse tanker plager mig tit! Men der er intet jeg kan stille op, for desværre er Aarhus ikke den mest handicapvenlige by, når det gælder tilgængelighed i lejligheder og huse mm. Heldigvis er der mange offentlige steder jeg godt kan komme ind og hvor jeg virkelig nyder at være, det elsker jeg Aarhus for. Men tanken om at jeg ikke kommer til at nyde min venindes hjemmebagte boller og en varm kom the i hendes stue, imens hendes to børn vokser op, kan få tårer frem i mine øjne.

Så kære Ole Birk Olesen, vil du ikke nok trække den foreslåede lovændring tilbage og i fremtiden sikre at ingen mennesker med fysiske handicap skal få tårer i øjnene over ikke at kunne besøge familie og venner.

I torsdags var jeg til et oplæg om et folkemøde, der skal foregå på sydhavnen den 15-17 september 2017. Til oplægget sad en far og en datter. De fangede min opmærksomhed. Jeg betragtede hvordan faren holdte om sin datter, med et fast greb om hendes lille skulder. Han aede hende forsigtigt i håret. Senere holdte han en pause, hvor han hvilede hans store trygge “far”-hånd på pigens nakke og baghoved. Det så bare så fredfyldt og kærligt ud. Jeg fik en enorm tryghedsfølelse og ro. Præcis den samme følelse som jeg havde da jeg var en lille pige. Den følelse var noget af det bedste jeg vidste. Når min far lagde sin store hånd på mit baghoved og aede mine øre med sine fingre. Vægtens af hans arm og hans hånd omkring mig, fik mig til at føle at ingen kunne røre mig og ingen kunne gøre mig fortræd, når blot min fars trygge hånd, var omkring mig. Jeg vil ønske at alle børn, kunne få lov at føle sig så trygge og elsket som jeg gjorde og stadig gør. Den der følelse af, at man hverken psykisk eller fysisk er til at slå ud, for far vil altid passe på dig. Følelsen af at kunne give slip og være sårbar, for far passer på dig. Følelsen af komplet ro og tryghed. Følelsen af at være holdt om og holdt af, blot fordi du er dig. Den følelse fortjener alle mennesker, at føle mange gange i livet. Jeg håber at alle der læser dette vil lægge armen om en de holder af i weekenden. Vi har alle brug for at føle os trygge og elsket, og vægten af en arm og en tryg hånd, kan gøre en stor forskel.